For anden gang i år tildeles støtte til istandsættelse af danske folkekirker – denne gang får otte kirker tilsammen godt 8 mio. kroner.

Kirkeminister Morten Dahlin har efter indstilling fra Nationalmuseet besluttet, at otte kirker får tildelt 8,1 millioner kroner fra By- Land- og Kirkeministeriets kirkeistandsættelsesordning. Puljen giver mulighed for at få tilskud til at vedligeholde og istandsætte særligt bevaringsværdige kirker og inventar. Det er anden gang i 2024, at der uddeles midler fra puljen. I maj blev der uddelt 14,8 mio. kr. til i alt 16 kirkeistandsættelsesprojekter.

Den anden ansøgningsrunde i 2024 blev annonceret i maj, fordi der ved første runde ikke var indkommet nok ansøgninger til, at hele årets pulje kunne udmøntes.

Kirkeminister Morten Dahlin siger:

”Det er glædeligt, at yderligere otte kirker nu kan få gavn af ordningen. Danmarks gamle kirker er en vigtig del af landets kulturarv. Vi møder dem alle, når vi bevæger os rundt i Danmark. Det er vigtigt fortsat at vedligeholde og istandsætte kirkerne i hele landet, så vi passer på og bevarer vores fælles historie og kulturarv til glæde og gavn for os alle og for kommende generationer.”

Den største tilskudsmodtager i denne runde er Korsvejskirken på Amager, der modtager 2,5 mio. kr. Derudover gives støtte til Gislinge og Pedersborg kirker på Vestsjælland og Sejerø Kirke ud for den Vestsjællandske kyst, Orte kirke på Fyn, Ny kirke på Bornholm, Vor Frelser kirke i København samt Herning kirke i Midtjylland. Nationalmuseet har vurderet, at de otte kirkeistandsættelsesprojekter er støtteværdige pga. deres nationale eller lokale kulturhistoriske værdi.

Kirkeistandsættelsesordningens maksimale støttebeløb til enkeltansøgninger i 2024 er 3,5 mio. kr. og maksimalt 35 pct. af istandsættelsens samlede udgift.

Læs mere om de enkelte projekter i her.

Nyhedsarkiv

11/11 2025

Der opleves en række udfordringer på kolonihaveområdet. Nogle kolonihaveområder belastes af forskellige former for kriminalitet, herunder…

07/11 2025

By-, Land- og Kirkeministeriet og Erhvervsstyrelsen har indgået en administrationsaftale om den fremadrettede administration af Pulje til lokale og…

07/11 2025

Bosætning og tilflytning er helt centralt for landdistrikterne og dermed for den geografiske balance i Danmark. Begrænsede muligheder for lån uden for…

29/10 2025

På sessionen præsenterer Danmark og Færøerne programmet for det fælles formandskab for Nordisk Ministerråd i 2026.

24/10 2025

Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutning af Danske Småøer leverer på hver deres måde et vigtigt bidrag til et levende Danmark i bedre balance.…

24/10 2025

Deleøkonomi og internationale udlejningsplatforme har ændret mulighederne for, hvordan vi bor og overnatter, når vi rejser. Men den nye udvikling…