Bred aftale sikrer vindindustrien gode vilkår til test af fremtidens vindmøller – og nabokompensation ved testcentrene

En bred kreds af folketingets partier er enige om at muliggøre en tilpasning af det nationale testcenter for store vindmøller ved Høvsøre. Det skal sikre at Danmark fastholder sin førerposition på grøn teknologi og styrke den grønne omstilling. Med aftalen indføres en ny bonusordning og en række tiltag der skal sikre særligt hensyn til lokalsamfundet tæt på de nationale testcentre.

Som led i udmøntningen af aftale Gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0-vindmøller af 15. december 2021 er det aftalt at åbne mulighed for at nedlægge to af i alt syv vindmøllestandpladser for at muliggøre test af møller på op til 275 meter på de fem resterende pladser.

Minister for landdistrikter Louise Schack Elholm udtaler:

”Det er helt afgørende for vores vindindustri og for den grønne omstilling, at vi løbende sikrer mulighed for udvikling og nye og bedre teknologier. Det skal selvfølgelig ske på en måde, så forandringerne sker i samarbejde med lokalsamfundene og med rimelig kompensation. Den balance har vi fundet med den nye aftale.”

Der er gennemført en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en tilpasning af Høvsøre Testcenter, der sammen med udkast til ændring af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild har været i offentlig høring til den 17. august 2023.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance anerkender i den forbindelse de øgede gener naboer og lokalområde kommer til at opleve, hvis der opstilles højere møller.

 

Aftalepartiernes ordførere udtaler følgende om aftalen:

Socialdemokratiets landdistrikts- og øordfører Kasper Roug siger:

”I Socialdemokratiet er vi både optagede af at sikre den grønne omstilling og de mange arbejdspladser, der ligger i vores vindindustri. Vi understøtter begge dele med denne aftale, og samtidig får vi knæsat et princip om, at naboer til de nationale testcentre skal have en bonus.”

Venstres medlem af udvalget for landdistrikter og øer Erling Bonnesen siger:

”Det er godt, at vi kan sikre, at der er testpladser til fremtidens vindmøller, men det er klart, at det også påvirker naboerne til testcentrene. Jeg er derfor glad for, at vi sikrer en bonus til dem på linje med andre, der bor tæt på vindmøller.”

Moderaternes landdistrikts- og øordfører Henrik Frandsen siger:

”Det er godt, at vi med denne aftale skaber øget fremdrift i vores indsat for at styrke klimateknologi. Vi skal bidrage til at fastholde og udvikle de danske styrkepositioner indenfor grøn omstilling.”

Socialistisk Folkepartis klima-, energi- og forsyningsordfører Signe Munk siger:

”Det er vigtigt, at vi hele tiden prioriterer den grønne omstilling, og det er særlig vigtigt, at vi med denne aftale også sikrer erstatningsnatur, så naturen samlet set ikke lider skade, når vi opstiller større testvindmøller.”

Radikale Venstre landdistrikts- og øordfører Zenia Stampe siger:

”Vi er i Radikale Venstre glade for, at vi med aftalen om tilpasning af testcenter Høvsøre har sat ekstra fokus på, at naboerne og lokalsamfundet bliver kompenseret med den nye testcenterbonusordning.”

Det konservative Folkepartis landdistrikts- og øordfører Niels Flemming Hansen siger:

”Hvis vi vil beholde vores førerposition indenfor vindteknologi, så skal danske virksomheder have plads til at teste og forbedre deres møller. Når det er sagt, så er det vigtigt, at vi er fælles om den grønne omstilling. Derfor skal vi tage bedre hensyn til både natur og naboer, og det gør vi med denne aftale.”

Liberal Alliances landdistrikts- og øordfører Jens Meilvang siger:

”Det er vigtigt for den grønne omstilling, og helt afgørende for vindmølleindustrien, at vi sikrer rammerne for at udvikle de nødvendige grønne teknologier. Det gør vi muligt med tilpasningen af testcenter Høvsøre.”

 

Med den nye aftale er aftalepartierne enige om en række kompenserende tiltag for naboer og lokalområdet ved Høvsøre Testcenter:

  • Justering af eksisterende særlig overtagelsesordning, så flere beboelsesejendomme ved Høvsøre Testcenter omfattes, hvilket afspejler den øgede møllehøjde ved tilpasningen.
  • At driftsherren, Danmarks Tekniske Universitet, vil arbejde for etablering af radarstyring af lysmarkering ved Høvsøre Testcenter for at mindske lysgener især om natten.
  • At driftsherren, Danmarks Tekniske Universitet, giver støtte til en lokal forening til bevarelse af strandgård til kulturelle aktiviteter ved Høvsøre Testcenter.

Aftalepartierne anerkender yderligere, at naboer til vindmøller ikke oplever forskel på almindelige landvindmøller og testcentrenes prototypevindmøller. Parterne er enige om, at der inspireret af VE-lovens regler for produktionsmøller, skal indføres en ny testcenterbonusordning, der skal gælde for begge de nationale testcentre for store vindmøller ved henholdsvis Høvsøre og Østerild:

  • En testcenterbonusordning, hvor boliger inden for samme radius som den særlige overtagelsesordning på ca. 4,5 gange møllehøjden modtager en årlig skattefri bonus på 7.000 kr.

 

Fakta om vindmølleindustrien[1]

  • Danmark har to nationale testcentre for store vindmøller ved henholdsvis Østerild og Høvsøre.
  • I Høvsøre er der i dag 7 testpladser, hvor der kan testes nye vindmøller på op til 200 meter.
  • I Østerild er der 9 testpladser, hvor der kan testes nye vindmøller på op til 330 meter.
  • Vindmølleindustrien omsatte for ca. 112 mia. i 2020.
  • Der er ca. 30.000 fuldtidsbeskæftigede i vindmølleindustrien i Danmark, 2020.
  • 84 procent af de ansatte i vindmølleindustrien er beskæftiget uden for Region Hovedstaden, heraf hovedparten i Region Midtjylland.
  • Eksporten af vindenergiteknologi og -services udgjorde ca. 54 mia. kr., 2020.

 

Du kan læse aftalen her.

 

Yderligere oplysninger

Alle pressehenvendelser bedes rettet til:

Presserådgiver Camilla Stokholm Glargaard Tlf. 23 41 08 11 

Presserådgiver Peter Naegeli Arnhild Tlf. 61 93 16 11

Eller på mail: km-presse@km.dk

 


[1] Tal om vindmølleindustriens økonomi kommer fra Green Power Denmark, 2020

Nyhedsarkiv

03/07 2024

I dag lander en positiv besked om støtte fra Landdistriktspuljen i indbakken hos 56 ansøgere.

01/07 2024

Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, udpeger vinderen af Landdistriktsprisen 2024 på årets Landdistriktskonference d. 11. november…

28/06 2024

Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, inviterer til årets landdistriktskonference, hvor der sættes fokus på fremtidens landdistrikter.…

25/06 2024

Danmark skal være et foregangsland i den grønne omstilling, og vi er nu et skridt tættere på, at de første energiparker kan realiseres. Det siger…

20/06 2024

Pressemeddelelsen udsendes på By-, Land- og Kirkeministeriets hjemmeside på vegne af styregruppen for arbejdsmiljøundersøgelsen.

Som opfølgning på…

18/06 2024

By-, Land- og Kirkeministeriet har i efteråret 2023 taget initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe om autocampere. Arbejdsgruppen blev forankret…