Status for miljø- og habitatkonsekvensvurdering af eventuel udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter i Thisted Kommune

Som led i udmøntningen af aftale om Gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0-vindmøller blev det d. 1. februar 2024 aftalt mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance at igangsætte en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en mulig udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter i Thisted Kommune. Den politiske aftale fra d. 1. februar 2024 kan læses her.

Miljø- og habitatkonsekvensvurderingen har til formål at undersøge konsekvenserne af en udvidelse af Østerild Testcenter med tre nye testpladser nord for det eksisterende center samt tilpasning af de to nordligste nuværende testpladser. I undersøgelserne skal der ligeledes indgå muligheden for at teste integration mellem vindmølle- og PtX-teknologi. Hidtil har undersøgelserne taget udgangspunkt i et hovedscenarie, hvor de fem nordligste testmøller placeres i et lille knæk mod øst.

På baggrund af de indledende miljøundersøgelser er det Plan- og Landdistriktsstyrelsens vurdering, at der er behov for at undersøge alternative scenarier for placering af vindmøllerne for at sikre mindst mulig påvirkning af naboer og natur. Foruden det hidtidige hovedscenarie vil miljø- og habitatkonsekvensvurderingen derfor nu også undersøge to konkrete alternative scenarier. Begge disse scenarier ligger uden for særlig værdifuld natur, og de kan begge potentielt medføre nedlæggelse af lidt færre boliger. I et af de alternative scenarier er afstanden til Hjardemål Klit Kirke og kirkegård mindre end de 450 meter, der oprindeligt er forudsat.

Det betyder, at den samlede proces for miljø- og habitatkonsekvensvurderingen bliver forlænget. På baggrund af de indledende undersøgelser forventes resultaterne af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen af projektet således at foreligge medio 2026.

Ministeren for byer og landdistrikter Morten Dahlin udtaler:

”Som arbejdet skrider frem, bliver vi klogere på projektet ved Østerild. Jeg bakker op om at undersøge alle muligheder for at nedlægge så få boliger som muligt og påvirke naturen så lidt, som det kan lade sig gøre. Det betyder så, at vi må acceptere en længere proces. Jeg er meget bevidst om, at vi sætter nogle mennesker i en meget svær situation.  Derfor gør vi alt, hvad vi kan for, at den her proces går så hurtigt som overhovedet muligt, så borgerne og lokalsamfundet omkring testcentret kan få en afklaring. Men den brede kreds af partier, som står bag aftalen om en mulig udvidelse af testcentret ved Østerild, kan først træffe en endelig beslutning, når resultaterne af undersøgelserne foreligger.”

Videre proces

På grund af projektændringen igangsætter Plan- og Landdistriktsstyrelsen en supplerende idéhøring frem til den 2. marts 2025. Læs mere om ændringerne og den supplerende idehøring her.

Pressekontakt:

For yderligere spørgsmål kontakt pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet på tlf. 70 20 25 85 (ikke SMS) eller på mail på pressevagten@km.dk

Nyhedsarkiv

20/10 2025

By-, Land- og Kirkeministeriet har i dag udskrevet bispevalg i Aarhus Stift. Den nuværende biskop, Henrik Wigh-Poulsen, fratræder sin stilling med…

10/10 2025

Danmark rummer en perlerække af stærke kulturtilbud, der hvert år er trækplaster for mange danske og udenlandske turister. Men kulturturismens…

03/10 2025

Med den kommende Femern Bælt-forbindelse åbner et nyt kapitel for turismen på Sjælland og øerne. For den nye forbindelse mellem Danmark og Tyskland…

22/09 2025

Det blev Styregruppe 44 fra Eskilstrup, der fik overrakt Landdistriktsprisen 2025 af minister for landdistrikter, Morten Dahlin,

på årets…

22/09 2025

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land,…

19/09 2025

Et bredt flertal af Folketingets partier blev den 21. maj 2025 enige om en række ambitiøse forslag til forenkling og understøttelse af…