Som noget nyt opdeles de prioriterede markeder i hovedmarkeder og udviklingsmarkeder. På hovedmarkeder fortsætter VisitDenmark sin hidtidige markedsføringsindsats, mens VisitDenmark på de nye udviklingsmarkeder sætter ind med en mindre og fokuseret indsats med henblik på at afsøge vækstpotentialer. Til grund for den nye tilgang ligger en omfattende markedsvurdering base-ret på en række kvantitative og kvalitative kriterier.
Formand for Det Nationale Turismeforum og departementschef i By-, Land- og Kirkeministeriet, Christian Dons Christensen udtaler:
”Det er afgørende, at de offentlige midler bruges, så de får størst mulig effekt, når vi skal markedsføre Danmark i udlandet. Vi skal både fastholde vores fokus på de store og vigtigste nærmarkeder, men vi skal også være åbne over for nye markeder, hvor kendskabet og lysten til at besøge Danmark er stigende. Derfor er jeg glad for, at vi i Det Nationale Turismeforum har besluttet at lægge en ny retning for markedsprioriteringen af den internationale markedsføring, som inddrager flere udviklingsmarkeder. Jeg ser frem til at stærkt samarbejde mellem VisitDenmark, kommunernes destinationsselskaberne og erhvervet om den nye prioritering.”
Baggrund
Det Nationale Turismeforum har til formål at styre og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark og har på sit møde den 16. juni 2025 på sit møde den 16. juni 2025 drøftet og tiltrådt VisitDenmarks anbefaling om en ny tilgang til prioriteringen af den internationale markedsføring af Danmark som rejsemål.
Dansk turisme bidrager til at skabe vækst og arbejdspladser i landdistrikterne og byerne på tværs af hele landet. Den udenlandske turisme bidrager med 34 mio. overnatninger årligt, der giver et forbrug på 75 mia. kr. Dansk turisme står samtidig over for hård global konkurrence, nye forbrugerpræferencer og øgede krav til data og dokumenteret effekt, som gør det nødvendigt at prioritere, hvilke markeder Danmark skal markedsføre sig i for at sikre en bæredygtig turisme i hele landet.
VisitDenmark varetager den internationale markedsføring og branding af Danmark som rejsemål. Ved at øge kendskabet og rejselysten til Danmark i udlandet tiltrækkes turister, hvilket bidrager til vækst og arbejdspladser i det danske turismeerhverv.
Nye markeder og differentieret indsats
Den hidtidige markedsprioritering omfattede ni markeder: Tyskland, UK, USA, Nederlandene, Sverige, Norge, Frankrig, Italien og Indien. Den nye markedsprioritering omfatter i stedet 14 markeder, men med en differentieret indsats:
Hovedmarkeder:
- Tyskland, Storbritannien, Norge, USA, Nederlandene, Sverige, Frankrig, Italien.
Udviklingsmarkeder:
- Schweiz, Spanien, Belgien, Polen, Østrig, Indien.
Med markedsprioriteringen stilles der samtidig skarpt på effektiv ressourceudnyttelse, og at den internationale markedsføringsindsats understøtter indfrielsen af målene for dansk turisme i regeringens turismestrategi, Veje til bæredygtig turismevækst.
Pressekontakt:
For yderligere spørgsmål kontakt pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet på tlf. 70 20 25 85 (ikke SMS) eller på mail på pressevagten@km.dk.