Ni udvalgte turismeprojekter i landdistrikterne får mulighed for at blive til virkelighed

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og naturturisme på tværs af hele Danmark.

Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter udtaler:

”Forsøgstilladelserne er en unik mulighed for at skabe lokal udvikling, vækst og flere arbejdspladser i landdistrikterne. Projekterne ligger i tilknytning til eksisterende turistaktiviteter eller udnytter overflødiggjorte bygninger i smukke omgivelser og ved kysten, men uden forsøgstilladelserne ville projekterne ikke kunne realiseres. Jeg er meget glad for den store interesse for forsøgstilladelserne fra hele landet, som vidner om virkelyst og høje ambitioner for dansk turisme i landdistrikterne.”

Partierne, der står bag beslutningen, udtaler:

Kris Jensen Skriver, næstformand for udvalget for Landdistrikter og Øer fra Socialdemokratiet udtaler:

”Vi vil gerne sikre en udvikling udenfor de store byer. En udvikling, der skal gå hånd i hånd med, at vi passer på naturen. Den balance rammer vi her, og jeg er glad for, at der nu kommer gang i nogle rigtigt gode projekter, der vil skabe både udvikling og arbejdspladser flere steder i Danmark. Jeg ser frem til, at projekterne bliver til virkelighed”.

Anni Matthiesen, turismeordfører fra Venstre udtaler:

“Med forsøgstilladelserne giver vi friere rammer til, at otte kommuner nu kan realisere turismeprojekter til kyst- og naturturisme, som vil betyde flere turister, der lægger deres penge i Danmark. Det er godt for økonomien, og det er godt for landdistrikterne. Det er vi rigtig glade for i Venstre, fordi vi selvfølgelig skal udnytte alle de gode idéer, som kan give arbejdspladser - også udenfor de store byer.” 

Charlotte Bagge Hansen, Landdistrikts- og øordfører fra Moderaterne udtaler:

”Moderaterne er glade for, at vi med ændringerne, vi har lavet i planloven, nu kan åbne for forsøgstilladelser til flere turismeprojekter. Det skaber liv og udvikling.  Godt for dansk turisme og godt landdistrikterne.”

Dina Raabjerg, Landdistrikts- og øordfører fra Det Konservative Folkeparti udtaler:

“Konservative er rigtig glade for, at vi i dag har givet ni forsøgstilladelser til turismeprojekter som kan bidrage til væksten og innovationen i vores lokalsamfund.  

Det har været vigtigt for os at prioritere projekter, der er tænkt ind ift. natur og miljø, når vi laver nye udviklingsprojekter, og det er, hvad vi har gjort her. Vi ved, at turisterne kommer til landet blandt andet for vores skønne natur, så den skal vi selvfølgelig værne om.” 

Peter Kofod Landdistrikts- og øordfører fra Dansk Folkeparti udtaler:

”Fantastisk med mere turisme og flere vækstmuligheder i landdistrikterne.

Det er vi glade for i Dansk Folkeparti. Og som folkevalgt i Sydjylland, er jeg selvfølgelig også rigtigt glad for, at der kommer en tilladelse til Haderslev.” 

Baggrund:

Aftalekredsen har mulighed for at uddele op til 16 forsøgstilladelser til projekter indenfor kyst- og naturturisme. I første omgang bliver der givet ni forsøgstilladelser og en reservation af en tilladelse. De indmeldte arealer bliver vurderet ud fra planlovens fire kriterier, som skal sikre, at projekterne kan skabe vækst og udvikling og tiltrække turister. Derudover skal der bl.a. tages højde for, at projekterne indpasses arkitektonisk til den omkringliggende natur og landskabet, så tiltag i projekterne også er med til at bidrage positivt til den omkringliggende natur og eventuelle naturoplevelser.

Ud fra kriterierne i planloven er det vurderet, at ni af projekterne lever op til kriterierne, og de får derfor en forsøgstilladelse.

Beskrivelser af de ni projekter som har fået en forsøgstilladelse kan læses her.

Derudover udestår der endelig afklaring for et projekt, der har fået reserveret en tilladelse. Yderligere seks projekter lever ikke op til kriterierne og får derfor ikke en forsøgstilladelse efter planlovens kriterier. Nogle af disse projekter kan dog muligvis gennemføres helt eller delvist inden for de almindelige regler. Plan- og Landdistriktsstyrelsen vil nu gå i dialog med de berørte kommuner for at vejlede om, hvordan kommunen kan arbejde videre med projekterne.

Aftalekredsen bag plankredsen har indgået aftale om, at der kan gives i alt 16 nye forsøgstilladelser til projekter, der lever op til kriterierne i planloven. Der vil senere blive taget stilling til, hvornår de resterende forsøgstilladelser udbydes i en ny ansøgningsrunde.

Du kan se kort over alle ansøgte projekter her.

For yderligere spørgsmål kontakt:

Pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet på tlf. 70 20 25 85 (ikke sms)

eller på mail pressevagten@km.dk.

 

Nyheden er opdateret d. 14. november 2024 kl. 10.33

Nyhedsarkiv

02/12 2024

Søndag d. 1. december er de nyvalgte menighedsråd tiltrådt.

26/11 2024

I dag har regeringen oversendt en turismepolitisk redegørelse til Folketinget. Det er første turismeredegørelse siden 2021. Dengang var…

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.