Høring om lovforslag om vielse af par af samme køn

Social- og Integrationsministeriet og Ministeriet for Ligestilling og Kirke har den 18. januar 2012 sendt to udkast til lovforslag til høring. Forslagene skal gøre det muligt for par af samme køn at indgå ægteskab. Vielsen skal kunne ske som en borgerlig vielse eller som en kirkelig vielse.

 

Alle har mulighed for at kommentere de to forslag. Høringen varer til den 22. februar.

 

Medlemmer af folkekirken vil med disse forslag få ret til at få vielsen foretaget i folkekirken. Præster vil imidlertid få ret til at sige nej til at foretage vielse af par af samme køn.

 

Præster i andre trossamfund vil efter forslagene også få mulighed for at vie par af samme køn, men det vil være op til trossamfundene og deres præster, om de vil gøre det.

 

Lovforslagene følger op på regeringsgrundlaget "Et Danmark, der står sammen" fra oktober 2011, hvor der står: "Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken - uanset deres seksuelle orientering."

 

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen og social- og integrationsminister Karen Hækkerup glæder sig over, at der nu kan fremlægges udkast til lovforslag efter flere års intens debat om vielse af par af samme køn.

 

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen siger:

"Debatten har vist, at en stadigt stigende andel af folkekirkens medlemmer og præster mener, at det skal være muligt for homoseksuelle at blive viet i kirken. Der er i brede folkelige og kirkelige kredse forståelse for homoseksuelles ønske om at kunne komme i kirken for at indgå og få velsignet deres liv med hinanden. Derfor er der også i brede kirkelige kredse den opfattelse, at folkekirken bør imødekomme de homoseksuelles ønske.

Debatten har også vist, at der er nogle i folkekirken, som af teologiske grunde er afvisende over for homoseksuelt samliv. Derfor får præster i folkekirken mulighed for at sige nej til at foretage vielse eller velsignelse af par af samme køn."

 

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup siger:

"Alle mennesker skal have lov at gifte sig med den, man elsker, hvis det er det, man ønsker. Det skal lovgivningen i et moderne demokrati ikke forhindre, og det er vigtigt, at vi ikke diskriminerer nogen. Derfor vil vi ændre den nuværende ægteskabslovgivning, så par med samme køn får mulighed for at sige ja til hinanden i en kirke."

 

De to lovudkast, der er sendt til høring, er

  • forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om rettens pleje og ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) og
  • forslag til lov om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning (Præsters ret til at undlade at vie to personer af samme køn).

    

Forslag til ændring af ægteskabsloven m.v. vil blive fremsat af social- og integrationsministeren. Udkastet til lovforslag kan sammen med høringsbrev og høringsliste ses på Høringsportalen på borger.dk.

 

Forslag til ændring af medlemskabsloven vil blive fremsat af ligestillings- og kirkeministeren. Udkastet til lovforslag samt høringsbrev og høringsliste kan ses på www.km.dk/ministeren-og-ministeriet/love-regler/lovudkast.html samt på Høringsportalen på borger.dk.

Nyhedsarkiv

03/07 2025

I dag lander en positiv besked i indbakken hos 59 ansøgere fra hele landet om støtte fra Landdistriktspuljen

01/07 2025

Det Nationale Turismeforum har tiltrådt VisitDenmarks anbefaling om en ny prioritering af den internationale markedsføring af Danmark som rejsemål.

25/06 2025

I januar 2024 blev en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken offentliggjort. Resultaterne er baseret på svar fra 7.570 ansatte i…

17/06 2025

Ministeren for byer og landdistrikter inviterer til årets landdistrikts-konference, hvor der sættes fokus på Byer og land i forandring: Perspektiver…

02/06 2025

Det skal belønnes, når kommuner tager ansvar for, at vi kan producere mere grøn strøm. Derfor er regeringen nu klar med et tilskud til de kommuner og…

21/05 2025

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin går på forældreorlov den 26. maj 2025.