Kirkeministeren modtager anbefalinger om finansiering af folkekirkens fællesopgaver i fremtiden

På et møde i By-, Land- og Kirkeministeriet i dag modtog kirkeminister Morten Dahlin en række anbefalinger, som skal sikre en bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver. Anbefalingerne er udarbejdet af et bredt sammensat udvalg med repræsentanter for folkekirkens biskopper, provster, menighedsråd og stiftskontorchefer, som gennem det seneste år har gennemført en omfattende analyse af den såkaldte fællesfond, som er folkekirkens fælleskasse, der finansieres af landskirkeskatten.

Anbefalingerne skal sætte folkekirken i stand til at håndtere demografiske og samfundsmæssige forandringer, som i stigende grad kalder på landsdækkende initiativer, der kan understøtte menighedsrådene både generelt og i visse landdistrikter med faldende befolkning og mange middelalderkirker. Behovet for bæredygtig finansiering af nye og nødvendige fællesopgaver skal blandt andet ses i lyset af, at det samlede budget i fællesfonden har været fastholdt stort set uændret i faste priser i mindst et kvart århundrede, mens folkekirkens lokale økonomi i den samme periode er vokset med en femtedel i takt med samfundets generelle velstandsstigning. En af anbefalingerne er på den baggrund en ændret model for fastsættelse af landskirkeskatten, som fremover vil kanalisere en andel af den generelle velstandsstigning blandt folkekirkemedlemmerne til brug for de landsdækkende opgaver i folkekirken.

Kirkeminister Morten Dahlin (V) udtaler:

”Som kirkeminister har jeg et ansvar for, at vi understøtter den danske folkekirke både lokalt og på landsplan. Det er derfor også mit ansvar, at der er en fornuftig balance mellem de lokale økonomier og folkekirkens fælleskasse, så der er et solidt økonomisk fundament også for fremtidens folkekirke. De anbefalinger, som jeg nu har fået fra folkekirkens repræsentanter, er et vigtigt skridt i det arbejde.

Jeg kan allerede nu sige, at anbefalingerne forekommer rettidige og særdeles fornuftige. De fleste anbefalinger kan iværksættes på grundlag af den eksisterende lovgivning, og jeg forventer at tage stilling til dem inden for ganske kort tid, så de som ønsket af folkekirkens repræsentanter kan træde i kraft allerede til næste år.

En af udvalgets meget vigtige anbefalinger er at etablere en landsdækkende enhed i folkekirken, som kan bistå udfordrede menighedsråd med at tage vare på de mange middelalderkirker, som pryder vores landskaber, og som repræsenterer en umistelig kulturarv. Det synes jeg er et virkelig godt forslag, som jeg glæder mig til at drøfte med Folketingets kirkeordførere.”

Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift udtaler på vegne af de folkekirkelige repræsentanter i udvalget:

"Udvalgets anbefalinger er udtryk for en fælles ambition om at skabe en god, fremadrettet balance mellem den lokale og den fælles økonomi i folkekirken, herunder forpligtelsen på middelalderkirkerne som kulturarv. Anbefalingerne skal sikre, at de nationale opgaver fortsat kan løses med høj faglighed og med en solidaritet på tværs af folkekirken – uden at svække den lokale forankring, som er folkekirkens fundament. Det har været vigtigt for os at finde løsninger, der både kan fungere i praksis og styrke tilliden til den måde, vi fordeler og forvalter ressourcerne på og tager vare på kulturarven."

Baggrund: Kirkeminister Morten Dahlin nedsatte i marts 2024 Udvalget vedrørende bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver. Udvalgets anbefalinger omfatter blandt andet:

  • En forhøjelse og ændret fordeling af fællesfondens udligningsordning
  • Etablering af en ny enhed for folkekirkens middelalderkirker
  • En model for bedre prioritering af folkekirkens samlede præsteårsværk
  • En ændret model for fastsættelse af landskirkeskattens størrelse med henblik på at skabe et vist, øget råderum i fællesfonden til nye og nødvendige fællesopgaver
  • En fastholdelse af de eksisterende styringsmekanismer til sikring af løbende effektivisering og omprioritering i fællesfonden, dog med en treårig pause i 2026-2028 i beregningen af et årligt omprioriteringsbidrag på 2 pct. af driftsbevillingerne fra fællesfondens institutioner og tilskudsmodtagere
  • Styrket folkekirkelig inddragelse i prioriteringen af By-, Land- og Kirkeministeriets administrations- og udviklingsopgaver for folkekirken
  • Styrket tværgående koordination mellem biskopper og provstiudvalg m.v. med henblik på at holde den samlede kirkeskatteprocent i ro. 

En sammenfatning af udvalgets anbefalinger kan læses her.

Hovedrapporten med bilag er desuden tilgængelig her.

Pressekontakt:

For yderligere spørgsmål kontakt pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet på tlf. 70 20 25 85 (ikke SMS) eller på mail på pressevagten@km.dk

 

Pressemeddelelsen er opdateret d. 23. maj 2025

Nyhedsarkiv

01/01 2026

Fra 1. januar overtager Danmark sammen med Færøerne formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2026. Danmark og Færøerne vil bruge formandskabet til at…

19/12 2025

Folketinget vedtog den 18. december 2025 en omfattende ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger…

17/12 2025

I dag lander en positiv besked i indbakken hos 69 ansøgere fra hele landet om støtte fra Landdistriktspuljen

 

01/01 2026

I forbindelse med By-, Land- og Kirkeministeriets nye hjemmeside pr. 1. januar 2026, er information og oplysninger om ansøgningsprocessen vedrørende §…

15/12 2025

Hvor mange præster er der brug for i folkekirken, og hvordan skal de finansieres? Hvilke arbejdsopgaver skal sognepræster og andre typer præster løse…

03/12 2025

Danmark byder i dag repræsentanter fra hele Europa velkommen til det 24. European Tourism Forum. Konferencen sætter fælles visioner for fremtidens…