Kirkegården: Begravelsesplads for alle

Fredningstid


I vedtægten skal der fastsættes fredningstider for såvel kistegravsteder som urnegravsteder. Hensigten med fredningsperioden er, at en grav skal være urørt i så mange år, at ligrester i jorden kan nå at blive nedbrudt. Derfor kan der ikke inden for fredningsperioden foretages nye kistebegravelser i en gravplads.

Fredningstiden skal for et kistegravsted være mindst 20 år og for et urnegravsted mindst 10 år. Fredningstider på 25 og 30 år er dog almindelige. Enkelte steder er de endnu længere, fordi jordbundsforholdene gør, at nedbrydningen af ligrester tager væsentligt mere end 20 år.

For muslimer er den tidsbegrænsede fredning af en grav et problem, uanset om den er 20, 30 eller flere år. En grav skal ifølge islam være fredet uendeligt.

Ønsket om uendelig fredningstid kan ikke efterkommes på folkekirkens kirkegårde, da ingen myndighed kan forpligte sig evigt. Men der er dog nogle muligheder for at sikre en længere fredningstid end den, der er den normale på kirkegården.

For det første kan man i vedtægten fastsætte, at der på en del af kirkegården skal være en længere fredningstid end på de øvrige dele, f.eks. 50 år mod ellers 25. For det andet siges det i § 15, stk. 2, i lov om kirkebygninger og kirkegårde, at man i kirkegårdsvedtægten kan give mulighed for, at der mod betaling kan erhverves brugsret for mere end én fredningsperiode. Hvis man i vedtægten åbner mulighed for, at der kan erhverves brugsret for mere end én fredningsperiode, kan det være nødvendigt samtidig at bestemme, at der indgås aftale om vedligeholdelse. Jo længere brugsperiode der aftales, jo større bliver sandsynligheden for, at der på et tidspunkt ikke er efterladte til at påtage sig vedligeholdelsespligten.

Ud over disse muligheder må man besvare et ønske om uendelig fredningstid med, at efterkommerne i henhold til lov om kirkebygninger og kirkegårde § 17, stk. 3, har krav på at kunne forny brugsretten til et gravsted, når fredningsperioden udløber. Dermed kan efterkommerne, hvis de ønsker det, sikre, at graven fortsat vil være fredet. Fornyelse af brugsretten kan kun afvises, hvis den pågældende del af kirkegården skal inddrages i forbindelse med en godkendt reguleringsplan for kirkegården.


Sidst opdateret: 5. juni 2002