Kirkegården: Begravelsesplads for alle

Ret til at blive begravet

"Lig skal enten begraves eller brændes," hedder det i § 1 i lov om begravelse og ligbrænding. De følgende to paragraffer fastsætter, hvor begravelse og ligbrænding kan ske.

"Begravelse skal ske på folkekirkens kirkegårde eller andre af kirkeministeren godkendte begravelsespladser", hedder det i § 2 stk. 1. I § 2, stk. 2, er der givet en yderst begrænset mulighed for, at gravsætning i stedet kan finde sted i kirker, kapeller eller krypter.

"Ligbrænding skal ske i krematorier, der er godkendt af kirkeministeren", hedder det i § 3, stk. 1. Og i § 3, stk. 2, er det fastsat, at "Asken skal nedsættes på en af de i § 2, stk. 1, nævnte begravelsespladser eller anbringes på et andet af kirkeministeren godkendt sted. Kirkeministeren kan dog tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde".

Da folkekirkens kirkegårde bortset fra de få undtagelser, der er omtalt i kapitel 2, afsnit 2.1, er de eneste godkendte begravelsespladser i Danmark, betyder disse bestemmelser i begravelsesloven, at alle - uanset deres tilhørsforhold til folkekirken - har ret til at blive begravet eller få deres aske nedsat på folkekirkens kirkegårde eller få urnen anbragt i rum, der er særligt indrettet til det (kolumbarier).

Disse rettigheder er også fastslået i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, hvor § 14, stk. 1, lyder: "Sognets beboere har ret til at blive begravet på kirkegården i det sogn, hvor de bor. For personer, der ikke tilhører folkekirken, gælder dette dog ikke, hvis der i sognet findes en kommunal begravelsesplads eller en begravelsesplads for det trossamfund, som de tilhører." Da der kun findes yderst få begravelsespladser, som tilhører andre trossamfund, og slet ingen kommunale begravelsespladser, er det normalt alle beboere i et sogn, som har retten til at blive begravet eller få en urne nedsat på kirkegården.

§ 14, stk. 2, giver en tilsvarende ret til at blive begravet på en bestemt kirkegård til nogle mennesker, som ikke bor i det pågældende sogn. Bestemmelsen lyder: "Udensognsboende, der enten har ægtefælle, forældre eller børn begravet på kirkegården, eller som på særlig måde har været knyttet til sognet, ligestilles med indensognsboende."

Hvis man ønsker ligbrænding, har man en tilsvarende ret til at få urnen med asken nedsat på en af folkekirkens kirkegårde eller i et kolumbarium i tilknytning til en kirkegård. Denne ret har man, selv om kirkeministeren - som citeret ovenfor - kan tillade, at urnen anbringes på et andet godkendt sted, eller at der "forholdes med asken på anden sømmelig måde".

Disse muligheder benyttes kun i meget begrænset omfang. Hvert år giver Kirkeministeriet således ca. 250 tilladelser til, at aske spredes over åbent hav. Sådanne tilladelser gives kun, når afdøde klart har udtrykt ønske om det. Der gives desuden årligt ganske få tilladelser til, at urner nedsættes på andre steder end godkendte begravelsespladser. Der gives kun tilladelse, når ønsket er at nedsætte en urne på en privat ejendom af betydelig størrelse (mindst 5.000 m²). Der stilles desuden krav om, at gravfreden sikres gennem tinglysning af en servitut på ejendommen.