Ny Holmens provst udnævnt
Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet den 12. december 2001
Hendes Majestæt Dronningen har efter
indstilling fra kirkeminister Tove Fergo udnævnt sogne- og orlogspræst
Ejgil Bank Olesen til ny Holmens provst fra 15. december 2001.
Ejgil Bank Olesen, der har været
sognepræst ved Holmens Kirke og orlogspræst siden 1985, og som senere
i denne måned fylder 47 år, efterfølger som Holmens provst Claus
Harms, der gik af på grund af alder ved udgangen af november efter 28
år som Holmens provst.
Ejgil Bank Olesen var en af de ansøgere
til stillingen, som både Holmens Sogns menighedsråd, biskoppen over Københavns
stift og Forsvarsministeriet havde peget på. Forsvarsministeriet bliver
traditionelt bedt om en udtalelse før udnævnelse af Holmens provst,
fordi Holmens provst er den nærmeste foresatte for de orlogspræster,
der er tilknyttet søværnet, og provsten i øvrigt skal fungere i et nært
samspil med søværnet om den kirkelige betjening af søværnets
personel.
|