Forslag til lov om ændring af lov om begravelse og ligbrænding


Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets indhold
Formålet med den foreslåede lovændring er at overføre dele af Kirkeministeriets kompetence inden for lov om begravelse og ligbrænding til stiftsøvrigheder, provstiudvalg og begravelsesmyndigheder. Endvidere foreslås det at afbureaukratisere den gældende administrative praksis, hvorefter kirkeministeren efter ansøgning kan tillade, at asken efter en afdød person kan spredes over åbent hav

1.1. Nedsættelse af aske og deling af aske
Det er i Begravelseslovens § 1 bestemt, at lig enten skal begraves eller brændes. Begravelse skal ske på folkekirkens kirkegårde eller andre begravelsespladser, der er godkendt af kirkeministeren. Det samme gælder nedsættelse af asken efter afdøde personer, jf. Begravelseslovens § 3, stk. 2, 1. pkt.

Ifølge Begravelseslovens § 3, stk. 2, 1. pkt., kan asken også anbringes på et andet af kirkeministeren godkendt sted. Med hjemmel i denne bestemmelse er der praksis for, at kirkeministeren tillader, at asken efter en afdød person under visse betingelser nedsættes på privat ejendom.

Det fremgår af Begravelseslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., at kirkeministeren kan tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Med hjemmel i denne bestemmelse er der praksis for, at kirkeministeren bl.a. tillader, at der foretages deling af asken efter en afdød person.

Som et led i decentralisering af dele af Kirkeministeriets sagsområde foreslås det, at kompetencen i de omhandlede sager flyttes fra kirkeministeren til landets stiftsøvrigheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

1.2. Spredning af aske over åbent hav
Med hjemmel i Begravelseslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., kan kirkeministeren tillige tillade, at asken efter afdøde personer spredes over åbent hav.

Ud fra et nærhedsprincip samt et ønske om at afbureaukratisere sagsgangen foreslås det derfor, at det fremgår direkte af loven, at asken kan spredes over åbent hav, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 3-5. Det vil herefter ikke være nødvendigt at søge om Kirkeministeriets tilladelse hertil.

1.3. Godkendelse af at der på kirkegårde indrettes særlige afsnit til brug for andre trossamfund
I henhold til Begravelseslovens § 15 kan bestyrelsen for en folkekirkelig kirkegård med kirkeministerens tilladelse overlade en del af denne til brug for et trossamfund uden for folkekirken.

Henset til, at landets provstiudvalg træffer afgørelse i en række sager om kirkegårde, må det anses for hensigtsmæssigt, at godkendelseskompetencen i henhold til Begravelseslovens § 15 lægges ud til provstiudvalgene, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

2. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

2.1. Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.

2.2. Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for stat, kommuner eller amtskommuner.

2.3. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

2.4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.

2.5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

2.6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indebærer en lettelse for borgerne, idet de ikke længere skal søge Kirkeministeriet om tilladelse til spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav.

2.7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

2.8. Økonomiske konsekvenser for de kirkelige kasser

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for de kirkelige kasser.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

  Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang) Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne Lettelse for borgerne, idet de ikke længere skal søge om tilladelse til spredning af aske over åbent hav i Kirkeministeriet Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

3. Hørte myndigheder

Udkast til lovforslaget har i juni 2004 været sendt til høring hos følgende:

Samtlige biskopper, stiftsøvrighederne, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Den danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, Danmarks Kordegneforening, KL, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune.

Der er modtaget høringssvar fra:

xxxxx

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Kirkeministeren kan i medfør af Begravelseslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., tillade, at asken efter afdøde personer spredes over åbent hav. Der er tale om videreførelse af en administrativ praksis, som har været fulgt af Justitsministeriet indtil lovens ikrafttræden den 1. januar 1976, og som siden er videreført af Kirkeministeriet. Med åbent hav sidestilles visse fjorde og bugter. Derimod gives der ikke tilladelse til spredning af asken efter afdøde personer over landjorden eller indsøer.

Gennem de senere år har der fundet en væsentlig stigning sted i antallet af tilladelser til spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav, fra 100 i 1990 til ca. 900 i 2003. Antallet forventes at stige yderligere i de kommende år, og ud fra et nærhedsprincip samt et ønske om at afbureaukratisere sagsgangen vil det derfor være ønskeligt, at det fremgår direkte af loven, at asken kan spredes over åbent hav, jf. formuleringen i lovforslagets § 1, nr. 1, af Begravelseslovens § 3, stk. 2. Konsekvensen heraf bliver, at der ikke længere skal søges om Kirkeministeriets tilladelse til spredning af asken over åbent hav.

Til nr. 2

Som anført i de almindelige bemærkninger afsnit 1.1. kan kirkeministeren i medfør af Begravelseslovens § 3, stk. 2, 1. pkt., give tilladelse til, at urnen med asken efter afdøde personer nedsættes på privat ejendom. Der er tale om videreførelse af en administrativ praksis, som har været fulgt af Justitsministeriet indtil lovens ikrafttræden den 1. januar 1976.

Det forudsættes i den administrative praksis, at ejendommen har en vis størrelse (mindst 5000m2), og i almindelighed også at ejendommen ejes af den afdøde persons slægt.

En sådan tilladelse gives på vilkår af:

  • at der på det sted, hvor urnen nedsættes, ikke anbringes sten, mindesmærke eller andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads.
  • at urnen, der skal bestå af materialer, der er opløselige i vand, f.eks. pap, støbt papirmasse eller lignende, nedgraves i mindst 1 meters dybde, og
  • at der på ejendommen tinglyses en deklaration, hvorefter den til enhver tid værende ejer forpligter sig til i 10 år fra urnens nedsættelse at regne ikke at grave så dybt, at urnen berøres. Vedkommende provst skal være påtaleberettiget i henhold til deklarationen.
  • Som led i regeringens decentraliseringsbestræbelser foreslås det, at kompetencen flyttes fra kirkeministeren til stiftsøvrighederne, jf. formuleringen i lovforslagets § 1, nr. 2, af Begravelseslovens § 3, stk. 3.

    Som anført i de almindelige bemærkninger afsnit 1.1. er det endvidere praksis, at kirkeministeren i medfør af Begravelseslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., tillader, at der foretages deling af asken efter en afdød person. Deling af asken efter en afdød person kan f.eks være motiveret af ønsket om, at en del af asken nedsættes på en kirkegård i Danmark, medens resten nedsættes på en kirkegård i udlandet.

    Som led i regeringens decentraliseringsbestræbelser foreslås det, at kompetencen flyttes fra kirkeministeren til stiftsøvrighederne, jf. formuleringen i lovforslagets § 1, nr. 2, af Begravelseslovens § 3, stk. 3.

    Til nr. 3 - 5

    Ifølge Begravelseslovens § 7 afgør begravelsesmyndigheden på grundlag af den fremsatte anmodning om foretagelse af begravelse eller ligbrænding, om begravelse eller ligbrænding skal finde sted, og om begravelseshandlingen skal være kirkelig eller borgerlig. Det foreslås, at begravelsesmyndigheden i denne forbindelse efter derom fremsat anmodning tillige afgør, om spredning over åbent hav af asken efter afdød person skal finde sted.

    Til nr. 6

    Der er i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11. juni 1992, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 1. juni 1994, lov nr. 391 af 22. maj 1996 og ved § 3 i lov nr. 437 af 10. juni 2003, og bekendtgørelse nr. 527 af 19. juni 1992, som ændret ved bekendtgørelse nr. 123 af 18. marts 1993 og bekendtgørelse nr. 970 af 2. december 2003, om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, tillagt provstiudvalgene kompetence i en række sager om kirkegårde.

    Af § 12, stk. 1, i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde fremgår det bl.a., at der ved enhver kirkegård skal være en af provstiudvalget godkendt vedtægt for orden på kirkegården og dennes benyttelse. Endvidere skal ændring og regulering af en kirkegårds indretning godkendes af provstiudvalget, jf. § 19, stk. 1, i bekendtgørelsen om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.

    På den baggrund vil det være hensigtsmæssigt, at det er provstiudvalget, og ikke kirkeministeren der i medfør af bestemmelsen i Begravelseslovens § 15 skal tillade, at bestyrelsen for en folkekirkelig kirkegård overlader en del af denne til brug for et trossamfund uden for folkekirken.

    Til §2

    xx xx xx xx xx xx xx xx xx xx xx xx

    Til §3

    Med bestemmelsen sikres det, at loven ved kgl. anordning kan sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger.

    Bilag 1

    Lovforslaget sammenholdt med den gældende lovgivning

    Gældende formulering Lovforslaget
      § 1

    I lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding (Begravelsesloven) foretages følgende ændringer:
    § 3.---
    Stk. 2. Asken skal nedsættes på en af de i § 2, stk. 1, nævnte begravelsespladser eller anbringes på et andet af kirkeministeren godkendt sted. Kirkeministeren kan dog tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde.
    1. § 3, stk. 2, affattes således:
    "Stk. 2. Asken skal nedsættes på en af de i § 2, stk. 1, nævnte begravelsespladser eller spredes over åbent hav."

    2. I § 3 indsættes som stk. 3:
    "Stk. 3. Stiftsøvrigheden kan tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde end nævnt i stk. 2, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde."
       
    § 7. Begravelsesmyndigheden afgør på grundlag af den fremsatte anmodning og under iagttagelse af reglerne i § 8, om begravelse eller ligbrænding skal finde sted, og om en præst skal medvirke ved begravelseshandlingen (kirkelig begravelse) eller denne skal foregå uden medvirken af præst (borgerlig begravelse). 3. I § 7 indsættes efter "om begravelse eller ligbrænding skal finde sted,": "herunder om asken skal spredes over åbent hav,".
    § 8. Ved afgørelse af, om liget skal begraves eller brændes, skal ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år, efterkommes. Var afdøde ved sin død medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses dette som udtryk for et ønske om ligbrænding, medmindre det modsatte godtgøres. 4. I § 8, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter "begraves eller brændes",: "herunder om asken skal spredes over åbent hav,".
    Stk.2.----  
    Stk. 3. Foreligger der ingen tilkendegivelse fra afdøde med hensyn til de i stk. 1 og 2 nævnte spørgsmål, skal ønsker herom fra den, der fremsætter anmodningen om foretagelse af begravelse eller ligbrænding, efterkommes, medmindre en person, der stod afdøde nærmere, fremsætter et herfra afvigende ønske. 5. I § 8, stk. 3, indsættes efter "ligbrænding,": "herunder spredning af asken over åbent hav,".
       
    § 15. Bestyrelsen for en folkekirkelig kirkegård kan med kirkeministerens tilladelse overlade en del af denne til brug for et trossamfund uden for folkekirken. 6. I § 15 ændres "kirkeministerens" til: "provstiudvalgets".

    Sidst opdateret: 11. juni 2004