FAQ OM DEN PÅTÆNKTE OMDANNELSE AF PENSIONSKASSEN AF 1950

 

Q1: Hvad skal der stemmes om på medlemsmødet?

A1: Ved en omdannelse af pensionskassen til en statsgaranteret pensionsordning erstattes vedtægten af et regulativ, der viderefører medlemmernes pensionsrettigheder, men ikke indeholder reglerne om en bestyrelse m.v. for kassen, idet ordningen fremadrettet skal administreres af Udbetaling Danmark.

Der skal på medlemsmødet stemmes om indførelsen af følgende to nye bestemmelser i vedtægten:

”§ 2, stk. 5. Med virkning fra den 1. januar 2022 optages der ikke nye medlemmer i pensionskassen.”

”§ 43, stk. 3. Med virkning fra den 1. januar 2022 nedlægges bestyrelsen.”

 

Q2: Vil der blive udarbejdet et skriftligt beslutningsgrundlag for hvert enkelt medlem?

A2: Ved den påtænkte omdannelse videreføres det enkelte medlems rettigheder uændret i regulativet. Der er derfor ikke behov for at udarbejde et individuelt beslutningsgrundlag.

 

Q3: Jeg har både hørt tale om omdannelse og om nedlæggelse af Pensionskassen af 1950. Hvori består forskellen?

A3: Hverken Kirkeministeriet eller Medarbejder- og Kompetencestyrelsen bruger ordet nedlæggelse af pensionskassen. Regeringen ønsker at omdanne Pensionskassen af 1950 fra en statsgaranteret pensionskasse til en statsgaranteret pensionsordning, der reguleres via et pensionsregulativ.

Ved den påtænkte omdannelse lukkes pensionskassen for nyoptag af medlemmer og betegnes herefter som en pensionsordning.

Ved omdannelsen bevarer alle optagne medlemmer deres pensionsrettigheder.

 

Q4: Hvem har stemmeret på medlemsmødet?

A4: Det er medlemmerne af pensionskassen, som har stemmeret på medlemsmødet.

Det fremgår af § 2, stk. 2 i vedtægten for pensionskassen, at optagelse i pensionskassen kan ske for teologiske kandidater og præster, såfremt de er ansat i en af de nærmere anførte institutioner.

Pensionister er ikke længere ansat, da de jo er fratrådt deres stilling. Pensionister opfylder dermed ikke længere forudsætningen i vedtægtens § 2, stk. 2.

Det fremgår også andre steder i vedtægten, at der er forskel på medlemmer og ”egenpensionister”, jf. § 9, stk. 2 og 3. Også § 15, stk. 1, og § 18, stk. 2, sondrer tydeligt mellem betegnelserne ”medlem” og ”pensioneret medlem”. Hvis det var det samme, var der ikke grund til at sondre.

Hverken pensionister eller de private kirkelige institutioner har således stemmeret på medlemsmødet

 

Q5: Er det ikke sådan, at man i andre pensionskasser betragter personer, som er pensioneret, som medlemmer af pensionskassen?

A5: Det fremgik tidligere af § 3, stk. 1, nr. 2, i den nu ophævede lov om tilsyn med firmapensionskasser, at man ved en pensionskasses medlemmer bl.a. forstod ”tidligere ansatte, der modtager pension fra pensionskassen”. Det fremgår af § 3, nr. 4, i den nugældende lov om firmapensionskasser, at der ved et ”medlem” bl.a. forstås en ”person, som ikke er en pensionsmodtager”.

Pensionskassen af 1950 er imidlertid under alle omstændigheder ikke omfattet af lov om firmapensionskasser, da det er en statsgaranteret pensionskasse og ikke en firmapensionskasse.

 

Q6: Hvilken sikring har det enkelte medlem for sine pensionsrettigheder efter den påtænkte omdannelse?

A6: Som ved tidligere omdannelser af statsgaranterede pensionskasser sikres medlemmernes pensionsrettigheder i et regulativ om medlemmernes pensionsrettigheder, der viderefører vedtægtens bestemmelser herom. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen udsteder regulativet inden den 1. januar 2022. Regulativet vil blive lagt på www.borger.dk

Se også A2.

 

Q7: Hvordan vil dækningen for medlemmernes ægtefæller og børn være efter den påtænkte omdannelse den 1. januar 2022?

A7: Ved en omdannelse af pensionskassen videreføres de nugældende dækninger uændret i et regulativ. Muligheden for at ægtefæller til eller børn af medlemmer kan få udbetalt ægtefælle- eller børnepension i henhold til eksisterende regler påvirkes ikke af den påtænkte omdannelse. Regulativet vil i øvrigt henvise til tjenestemandspensionslovens regler om egenpension, ægtefællepension m.v.

 

Q8: Hvad sker der med min pension, hvis jeg bliver sygemeldt?

A8: Vedtægtens bestemmelser om mulighed for svagelighedspension vil blive videreført i et regulativ. Regulativet vil i øvrigt henvise til tjenestemandspensionslovens regler om svagelighedspensionering.

 

Q9: Hvilke pensionsmæssige rettigheder får ansatte, der er ansat og tiltrådt stillingen forud for den påtænkte omdannelse den 1. januar 2022?

A9: Personer, som med virkning inden den 1. januar 2022 er ansat og tiltrådt i en af de omhandlede private kirkelige institutioner, vil fortsat kunne optages i pensionskassen frem til den 1. januar 2022. Fuldt oplyste ansøgninger om optagelse i pensionskassen, som er indsendt til pensionskassen inden den 1. januar 2022, og hvor ansøgeren opfylder betingelserne for at blive medlem af Pensionskassen af 1950, bliver således behandlet efter de nugældende regler.

 

Q10: Hvilken pensionsordning får nyansatte, som efter den påtænkte omdannelse den 1. januar 2022 tiltræder en stilling i en af de private kirkelige institutioner, som hidtil har haft ansatte i Pensionskassen af 1950?

A10: Hvilken pensionsordning der etableres, beror på de konkrete ansættelsesvilkår, der gælder i den enkelte stilling, og som eventuelt følger af en overenskomst.

 

Q11: Hvad betyder den påtænkte omdannelse for medlemmer, som før omdannelsen er pensionsmæssigt indplaceret i lønramme 34?

A11: Ved en omdannelse af pensionskassen vil der ikke ske nogen ændring af de pensionsrettigheder, som medlemmerne har optjent. Hvis man i dag er pensionsmæssigt indplaceret i lønramme 34, er man således også pensionsmæssigt indplaceret i lønramme 34 efter omdannelsen.

 

Q12: Hvilken mulighed er der for pensionsmæssig oprykning af medlemmer til lønramme 34 frem mod den påtænkte omdannelse?

A12: Den tidligere praksis med pensionsmæssig oprykning til lønramme 34 efter tur (lodsystemet) er ikke i overensstemmelse med vedtægten. Vedtægten fastsætter, at bestyrelsen kan træffe afgørelse om pensionsmæssig oprykning efter ansøgning, når særlige forhold taler derfor. Denne bestemmelse vil blive videreført i regulativet efter den påtænkte omdannelse. Bestyrelsen vil frem til omdannelsen behandle og træffe afgørelse i de anmodninger om oprykning, der er forelagt.

 

Q13: Hvordan sikres medlemmers mulighed for oprykning til lønramme 34 efter den påtænkte omdannelse?

A13: Vedtægtens mulighed for pensionsmæssig oprykning videreføres i regulativet. Ansøgninger om oprykning vil skulle indsendes til Udbetaling Danmark, der forelægger spørgsmålet for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der træffer afgørelse efter høring af Kirkeministeriet.

 

Q14: Hvor kan jeg henvende mig med spørgsmål vedrørende min pension efter den påtænkte omdannelse den 1. januar 2022?

A14: Du kan altid se din pension på www.tjenestemandspension.dk. Udbetaling Danmark, som vil administrere pensionsordningen efter en omdannelse af pensionskassen, kan kontaktes via tlf. 70 12 32 00 eller via mail gennem borger.dk/tjenestemandspension.

 

Q15: Vil det ikke længere være muligt for tjenestemandsansatte præster i folkekirken at optjene ret til tjenestemandslignende pension, hvis de i en periode varetager en stilling i en af de private kirkelige institutioner, som hidtil har haft ansatte i Pensionskassen af 1950?

A15: Ved den påtænkte omdannelse lukkes pensionskassen for nyoptag af medlemmer, og de omfattede private, kirkelige institutioner vil herefter skulle tilbyde deres medarbejdere pensionsdækning på anden måde.

Af regulativet vil dog fremgå, at Udbetaling Danmark under ganske særlige omstændigheder kan tillade optagelse af tjenestemænd, der overgår direkte til ansættelse i en privat kirkelig institution inden for pensionsordningens område på betingelse af, at der indbetales sædvanligt pensionsbidrag til statskassen.

Der vil altså også efter pensionskassens omdannelse være mulighed for at overgå direkte fra en tjenestemandsstilling i folkekirken til en stilling inden for pensionsordningens dækningsområde og optjene pensionsret, så længe ansættelsesforholdet i den private kirkelige institution varer.

Man skal i så fald søge Udbetaling Danmark om optagelse i pensionsordningen i forbindelse med stillingsskiftet

 

Q16: Hvad sker der med et medlems pensionsrettigheder efter den påtænkte omdannelse, hvis medlemmet fratræder sin stilling i en af de private kirkelige institutioner, som hidtil har haft ansatte i Pensionskassen af 1950, for at blive ansat i en sognekirke?

A16: Såfremt ansættelsen i folkekirken sker på tjenestemandsvilkår, vil den optjente pensionsalder fra medlemskabet i pensionskassen (som efter den påtænkte omdannelse betegnes som pensionsordningen) blive overført til den nye stilling. Hvis ansættelsen i folkekirken derimod sker på overenskomstvilkår, vil der ved fratrædelsen af stillingen i den private kirkelige institution blive beregnet en opsat pension.

 

Q17: Hvad sker der, hvis et medlem fratræder sin stilling den 31. januar 2022 og tiltræder en ny stilling i en af de private kirkelige institutioner, som hidtil har haft ansatte i Pensionskassen af 1950, den 1. februar 2022?

A17: Ved fratrædelsen af stillingen den 31. januar 2022 skal man udfylde et ændrings- og fratrædelsesskema og indsende til Udbetaling Danmark. I skemaet er der mulighed for at oplyse, at man overgår direkte til en anden stilling inden for pensionsordningens dækningsområde. Man skal vedlægge kopi af opsigelsen samt kopi af ny ansættelseskontrakt. Herefter tager Udbetaling Danmark stilling til det fortsatte medlemskab.

 

Q18: Vil der fortsat være mulighed for hvilende medlemskab for pensionskassens medlemmer efter den påtænkte omdannelse den 1. januar 2022?

A18: De eksisterende regler i vedtægten om hvilende medlemskab videreføres uændret i regulativet.

 

Q19: Bliver der mulighed for, at nyansatte efter 1. januar 2022 kan tilkøbe sig pensionsalder ved en senere stilling til præst i folkekirken?

A19: Nej, der vil ikke for en sådan ansættelse ske forhøjelse af pensionsalderen efter tjenestemandspensionslovens § 4a.

 

Q20: Hvilken konsekvens vil den påtænkte omdannelse af pensionskassen få for nuværende pensionister, som tidligere har optjent pensionsret som medlemmer af pensionskassen?

A20: Den påtænkte omdannelse får ingen betydning for nuværende pensionister, som tidligere har optjent pensionsret som medlemmer af Pensionskassen af 1950. Deres pension vil også efter en omdannelse blive administreret og udbetalt af Udbetaling Danmark på samme måde som i dag.

 

Q21: Hvorledes er der orienteret om den påtænkte omdannelse af Pensionskassen af 1950?

A21: Den 6. maj 2021 blev der afholdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Pensionskassen af 1950, hvor regeringens bestyrelsesmedlemmer, dvs. Kirkeministeriet som formand og Skatteministeriet ved Medarbejder- og Kompetencestyrelsen som næstformand, orienterede om den påtænkte omdannelse af Pensionskassen af 1950.

Den 6. maj 2021 blev der ligeledes afsendt et brev til samtlige medlemmer af Pensionskassen af 1950, med indkaldelse til et virtuelt medlemsmøde den 20. maj 2021. Det fremgik bl.a. af mødeindkaldelsen, at omdannelsen ikke havde nogen betydning for de aktive medlemmer af pensionskassen. Det fremgik endvidere, at der på mødet ville blive en orientering om den påtænkte omdannelse af pensionskassen, ligesom der var lagt op til, at medlemmerne skulle stemme om den påtænkte omdannelse. Der var stort fremmøde til medlemsmødet, og mange spørgsmål, og det viste sig derfor ikke muligt på den afsatte tid at besvare alle spørgsmål. Formanden besluttede derfor at udskyde afstemningen til et nyt medlemsmøde den 31. maj 2021.

Den 7. maj 2021 sendte Kirkeministeriet en orientering til Den danske Præsteforening om det ekstraordinære bestyrelsesmøde i Pensionskassen af 1950 dagen forinden. Orienteringen vedrørte særligt den påtænkte omdannelse af Pensionskassen.

Den 10. maj 2021 udsendte Pensionskassen af 1950 en orientering til de institutioner, der har medlemmer i Pensionskassen af 1950. Orienteringen indeholdt bl.a. en kopi af den indkaldelse til medlemsmøde, som var afsendt til medlemmerne den 6. maj 2021.

Den 18. maj 2021 skrev formanden for Pensionskassen af 1950 til alle institutionerne med medlemmer i Pensionskassen af 1950 med invitation til et virtuelt møde med afholdelse den 21. maj 2021. Mødet blev afholdt som planlagt, og der blev orienteret om bevæggrunde og konsekvenser ved en evt. omdannelse af pensionskassen, ligesom der var lejlighed til at stille spørgsmål.