Menighedsråd skal have mere ansvar for det kirkelige liv

"Jeg er sikker på, at kirkelivet vil nyde godt af, at menighedsrådet i højere grad end i dag får det overordnede ansvar ikke alene for rammerne for folkekirken i sognet, men også for livet inden for rammerne. En stærkere sammenhæng mellem ansvaret for rammerne og ansvaret for, hvad rammerne bruges til, kan bidrage til, at der sker en mere samlet prioritering af de forskellige ressourcer, der er til rådighed."

 

Det sagde kirkeminister Bertel Haarder fredag eftermiddag til de godt 600 deltagere i Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde på Nyborg Strand.

 

Tanken, om at menighedsrådene ikke alene skal have ansvar for kirkens rammer i sognene, men også for indholdet, livet inden for rammerne, indgik i det debatoplæg om opgaverne i folkekirken, som Arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur offentliggjorde i januar. Den meget omfattende debat om arbejdsgruppens oplæg har vist, at der er bred opbakning til det.

 

Arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur ventes at aflevere sin betænkning i løbet af kort tid. Betænkningen med konkrete forslag til ændringer i den kirkelige lovgivning vil blive udsendt i høring. Arbejdsgruppen har desuden fremlagt sit endelige forslag til en ny provsti-inddeling i folkekirken, der i meget vidt omfang følger de nye kommunegrænser.

 

Arbejdsgruppen ventes bl.a. at lægge op til nye muligheder for samarbejde på tværs af sognegrænser. Om dette sagde kirkeministeren:

 

"Folkekirken står over for nogle udfordringer, som man uden tvivl kan møde bedre og mere effektivt, hvis flere sogne gør det i fællesskab, end hvis de enkelte sogne skal løfte opgaverne alene. Jeg vil fremhæve en enkelt udfordring, nemlig det åbenlyse behov for oplysninger om eller undervisning i kristendom for både børn, unge og voksne."

 

Ministeren oplyste desuden, at han til efteråret vil genfremsætte et lovforslag, der skal gøre det muligt at oprette præstestillinger, der finansieres af de lokale kirkelige kasser. De skal ikke erstatte, men være et supplement til de nuværende præstestillinger.

 

"Hvis det lykkes at få de forskellige ændringer til behandling og vedtagelse i løbet af efteråret og vinteren, er det efter min mening lykkedes at få meget væsentlige dele af folkekirkens struktur og rammer igennem et grundigt serviceeftersyn på forbløffende kort tid. Det vil efter min mening også betyde, at folkekirken bliver bedre rustet til at tage de forskellige udfordringer op, som kirken står midt i," sagde kirkeminister Bertel Haarder.

 

Læs kirkeministerens tale

Nyhedsarkiv

25/06 2025

I januar 2024 blev en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken offentliggjort. Resultaterne er baseret på svar fra 7.570 ansatte i…

17/06 2025

Ministeren for byer og landdistrikter inviterer til årets landdistrikts-konference, hvor der sættes fokus på Byer og land i forandring: Perspektiver…

02/06 2025

Det skal belønnes, når kommuner tager ansvar for, at vi kan producere mere grøn strøm. Derfor er regeringen nu klar med et tilskud til de kommuner og…

21/05 2025

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin går på forældreorlov den 26. maj 2025.

21/05 2025

Et bredt flertal af Folketingets partier er blevet enige om en række ambitiøse forslag til forenkling af menighedsrådenes administrative opgaver.

21/05 2025

Vækst for helårsturisme bidrager til ny omsætningsrekord for turismeerhvervet landet over. Flere steder i landet er turisme en væsentlig faktor for…